I februar kårer vi Christopher Perplies-Nielsen som månedens træner i svømmeskolen
Christopher er en kæmpe fornøjelse at have ansat i svømmeskolen. Han er altid sød og imødekommende overfor børn og forældre, han er vellidt blandt sine kollegaer og nærmest altid hjælpsom til at tage en vikarvagt, når han bliver spurgt. For nyligt kom han på arbejde en søndag morgen i stedet for at forsøge at bytte sin vagt væk, selvom han godt vidste, at han ville komme sent hjem fra skiferie - dét er den slags, der gør livet nemmere for den, der har ansvaret for vagtplanen, så stort tak herfra!
De seneste par måneder har Christopher stødt på nogle spøjse og usædvanlige “udfordringer” med forældre i svømmehallen, som han har håndteret meget modent og professionelt, og det skal han have stor ros for! Desuden har han siden nytår kastet sig ud i en hel ny opgave i form af at være med-underviser på vores VandAerobic-hold tirsdag aften - og der kommer god feedback fra deltagerne! Generelt er Christopher frisk på at tage alle typer hold, ligefra Teknik 2 og Medley til de helt små på Familiehold og Begynder Små - ham har vi været heldige med!
Så tak for dig og det arbejde, du lægger i klubben, Christopher!