• Udviklingskonsulent ansat i Hillerød Svømmeklub
    15. 09. 2020 - 10:41
    jannie

    I forbindelse med vores projekt 'Vis mig svømmevejen', som er støttet af DGI og DIF's foreningspulje, har vi ansat Jannie Berthelsen, som udviklingskonsulent i perioden 1. september 2020 til 31. maj 2021. Jannie er uddannet sportspsykologisk konsulent fra Lund Universitet og har desuden en baggrund i Idræt og humanfysiologi fra Københavns Universitet. Hun har siden 2014 arbejdet med coaching, støtte, rådgivning og vejledning af sportsudøvere, deres forældre, hold og trænere indenfor flere forskellige idrætsgrene. 

    Hendes væsentligste opgave i klubben bliver at sparre med vores instruktører i undervisningsafdelingen med henblik på at udvikle deres pædagogiske og svømmedidaktiske kompetencer. Derfor vil I ofte møde hende i svømmehallen, når jeres børn er til svømning. Derudover vil hun skulle arbejde med at udvikle initiativer, som kan få børn og unge til at bevare glæden ved at gå til svømning i en længere årrække. Ved siden af denne opgave, har hun sit eget coachingfirma 'MindYourSport', hvor hun tilbyder 10 pct. rabat til medlemmer af Hillerød Svømmeklub, hvis nogle personligt vil benytte sig af hende.

    Vi glæder os til samarbejdet med Jannie Berthelsen.